Vi djøffere er under pres. Hvorfor det, spørger du? Jo, det hænger sammen med, at vi bliver ved med at skrive lange rapporter, der aldrig bliver læst, rykker rundt på papirer i ét væk, drikker lunken maskinkaffe og gør tingene, som vi altid har gjort. For hvis du ikke kan forklare andre, hvilken værdi du skaber, ja så er du fremtidens taber! 

Har du en plads på fremtidens arbejdsmarked?

  1. Giver dit arbejde dig energi eller føler du dig som en udtjent karklud?
  2. Oplever du, at mange af dine opgaver ikke rykker dig og taler til dit potentiale, altså det du er sat i verden for at udføre?
  3. Skriver du rapporter, som ender i en eller anden overfyldt skuffe?
  4. Er der noget godt inde i dig, som ikke kan komme ud?

Hvis du kan nikke genkendende til ét eller flere af disse punkter, bør du spørge dig selv, om du har brug for at ændre retning, sige stop eller gøre noget radikalt anderledes.

”Hvis du ikke er dygtig til det du laver og på 2 minutter kan fortælle andre hvilken værdi du skaber, ja så er du fremtidens taber.”

De flade numsers højborg
Mens vi djøffere sidder på vores flade og piller i vores hæmorider, bliver vi stille og roligt fremtidens tabere: Dem, alle de andre griner af i frokostpausen, fordi vi ikke kan forklare, hvilken værdi vi skaber og ikke laver andet end at skrive ubrugelige rapporter og registrere vores og andres tid.

Så hvis vi vil have en plads på fremtidens arbejdsmarked, så skal vi se at få løftet numserne fra vores tyndslidte kontorstole og komme i gang med at gøre os klar. Vi skal kigge på hvilke trends og tendenser, der bliver vigtige, og så skal vi oversætte dem til egenskaber, vi skal træne for at blive klar til fremtiden.

Start med at spørge dig selv:

  • Hvad mener DU er det mest spændende?
  • Den største udfordring?
  • Det farligste, mest fantastiske eller forunderlige der vil komme til at påvirke dig i årene, der kommer?

Hvordan ser fremtidens arbejdsmarked ud?
Fremtidens arbejdsmarked ser en del anderledes ud, end vi tænker det i dag. Fremtidens arbejdsmarked er et meget mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er helt normalt BÅDE at være selvstændig OG være fast tilknyttet en organisation. Lønmodtagerkulturen er død, og i fremtiden har du ikke det samme job fra vugge til krukke. Du vil hele tiden komme til at indgå i nye forhold og konstellationer, imens du genopfinder dig selv igen og igen. Og det kan vi lige så godt vænne os til.

Du kan begynde at tænke lidt over, hvordan din ideelle fremtid egentlig ser ud, så du kan tage de første spæde skridt hen imod den fremtid du drømmer om.

Hvordan ser din fede, fede fremtid ud?
Altså, der hvor solen skinner, familien og vennerne er omkring dig, du påvirker noget, flytter på og udretter ting, har mere overskud og du bruger dig selv og dine evner meget mere. Spørg dig selv:

  1. Hvad laver du mere af? Hvad bruger du mange timer på?
  2. Hvad er du holdt helt op med? (måske at skrive rapporter, brokke dig, sige ja til opgaver du hader).
  3. Hvad er du dygtig til?
  4. Hvem er du sammen med?

Få fingeren ud!
Hvis du vil have en plads på fremtidens arbejdsmarked, ja så skal du have fingeren ud nu og begynde at kigge på, hvad du kan se af spændende tendenser ude i fremtiden –  og hvordan du kan omsætte dem til værdi i dit arbejde. Du kan ikke bare sidde på din flade og tro, at du er sikret et job i fremtiden. Heller ikke selvom du er djøffer og har en lang uddannelse i bagagen.

Vi djøffere har ikke nogen eksistensberettigelse i fremtiden, hvis ikke vi fornyer os og bliver i stand til at forklare folk værdien af vores arbejde og vores employability. Så hvad er DIN employability? Hvad er det for en værdi du skaber for din arbejdsplads, dine kunder og for dig selv?

Hvordan undgår jeg at stå med bar røv og speedos nede omkring anklerne når fremtidsbølgen rammer?
Du skal sætte ord på, hvad du gerne vil være god til i fremtiden, og hvordan du kan forberede og benytte dig af de ting, du forventer, der kommer til at ske. Hvis du fx vil være urban gartner, men på nuværende tidspunkt får alt grønt i din vindueskarm til at visne, så fat mod, for du kan sagtens nå det.

Hjerneforskere har fundet ud af, at det ”kun” tager 10.000 timer eller 10 år at blive RIGTIG god til noget. Så det er bare at komme i gang. Så gør du i hvert fald dit for, at du ikke ender som en værdiløs karklud!

Få fingeren ud og kom i gang med at skabe en fremtid, hvor du har en værdifuld plads! Fremtidssikring handler nemlig ikke om opsparing, forsikring og dyre kontingenter. Det handler om at investere i DIG – i dag!

Comments

comments