Moderne teknologi har gjort det muligt for os at monitorere, spore og overvåge alle vores bevægelser, handlinger og valg – både online og offline. Noget af den monitorering laver vi selv og du kender sikkert nogle af de her typer, der suser rundt på dyre cykler på landevejene og er en del af MAMIL-grupperne (Middle Aged Men in Lycra – det kan dog sagtens være damer). Alle de der folk, der måler og monitorer alt, hvad de gør på cyklerne, mens de løber, sover etc. “Quantified self”-bevægelsen, hvor vi sporer vores adfærd for at forbedre vores kost, øge vores produktivitet, er allerede en kæmpe trend og vil kun blive ved med at vokse.

Monitorization

Algokrati og avatar-politikere
Men hvad nu hvis al den her data, som bliver samlet på os allesammen (ja, også dig! Bare du har et Dankort og en smartphone), blev brugt i politiske sammenhænge? Hvad nu hvis det var den data om vores gøren og laden, der var basis for alle politiske beslutninger? Og hvad nu hvis Folketinget var bygget på algoritmer, hvor “politiker-avatarerne” (ikke blå avatarer med lange haler, som dem i filmen “Avatar”) er baseret på data fra os borgere, lige fra Skagen til Bornholm, og på hvad vi helt præcist synes om det ene og det andet? Det er fremtidens demokrati – et algokrati, hvor algoritmerne styrer vores samfund.

Tænk på alle de penge vi ville kunne spare på valgkampagner, jakkesæt til hr. Løkke (algoritmer bruger jo ikke dyrt tøj); valgplakater med Helle, der krammer gamle mænd og lange, kedelige debatter i tv, ville der heller ikke være brug for; vi ville blive sparet for mudderkastning, papegøjer og ævl og bævl.

I stedet for at fokusere på at være uenige og svine hinanden til, kunne systemet og vi borgere fokusere på at løse problemerne i tråd med vores fremtidsvisioner, som dataene også giver os et klart billede af.

Lyder det helt gakket? Det er det måske også. Men i valgkampen i USA bruger Hillary Clintons kampagnekontor og hær af teknologi-hajer allerede big data til at skræddersy deres kampagner til hvad Mrs. Donaldson i Missouri synes om lige præcis brug af skydevåben.

Algokrati: Algoritmer og demokrati. Algoritmerne vil tage over fra den rodede, menneskelige, demokratiske beslutningsproces og i stedet vil beslutningerne blive truffet af algoritmer på baggrund af data om borgerne i samfundet. 

“Politiker-avatarer”: Er summen af, hvad folk synes og mener – baseret på data om os alle sammen og ikke på enkeltpersoner, der skal prøve at repræsentere en procentdel af befolkningen, som synes nogenlunde det samme som politikeren. 

Big dataMen hvilket samfund er det, vi skaber? Vi er på randen af at skabe et globalt “neuralt netværk”:
Et konstant opdateret, massivt forbundet kontrolsystem for verden. Forestil dig, hvordan det vil være, at alle “ting” i dit hjem, på din arbejdsplads, skole, by, region og land er forbundet til en smart enhed. Der vil være sensorer i dit toilet, der fortæller kantinen på din arbejdsplads, hvordan det står til med din sundhed, så du får næring, der passer netop til dig og dine skavanker. Og på samme tid ved “algoritme-folketinget” lige præcis, hvordan alle borgene går og har det, hvor mange og hvem, der rent faktisk ikke er i stand til at gå arbejde osv.

Når al den data fra enheden bliver analyseret og organiseret af søgealgoritmer og når det bliver sendt til automatiserede kontrolsystemer. Hvilken verden ser du så?

Skal vi være optimistiske eller pessimistiske? Jeg ved det ikke. Og vi har endnu kun set konturerne af, hvordan fremtidens valg kommer til at se ud.

Algokratiets bagside
Der er selvfølgelig også en lidt mere dyster side til det stigende antal algoritmer i samfundet. Faktisk er der flere.

HackerDet kan blandt andet være trusler mod gennemsigtigheden og den demokratiske legitimitet, når borgerne ikke kan gennemskue algoritmerne. Men mange it-eksperter kigger også på, hvor nemt det er at hacke systemerne, ændre algoritmerne og hive personfølsomt data ud.

Selvfølgelig kan regeringer og virksomheder også bruge al den her data-sporing og databehandlings-teknologi til at forfølge deres egne formål. Regeringerne kan gøre det for at overvåge terrorvirksomhed, spore velfærdssnydere og forhindre skatteunddragelse. Virksomheder kan gøre det for at kende alt til deres kunders præferencer, skabe målrettet reklame og manipulere forbrugernes købebeslutninger.

Men spørgsmålet tilbage er ikke, om vi vil have algoritmer eller ej, men hvordan vi vil bruge dem og til hvad. Hvilke regeringsroller er vi villige til at lade algoritmerne bestemme over?

Comments

comments